Geschiedenis en tour : på sporet af troen i Montmartre

Målet er den monumentalekirke Sacré-Coeur, men vi nærmer os langsomt. Første stop er Triumfbuens udsigtsplatform, som er et godt sted at danne sig et indtryk af det mest centrale af Paris. Oppe fra Triumfbuen kan man se, hvordan basilikaens markante, hvide marmorbygning hæver sig over byen og giver mindelser om Hagia Sophia i Istanbul. Kirken og dens enorme æggeformede kuppel er opført på det høje¬ste punkt i Paris, og er man ved at fare vild, et det nyttigt at vide, at kirken befinder sig mod nord.
En weekendtur til Paris er en overkommelig luksus med mulighed for at købe en fly¬rejse til spotpris, men når man har begrænset tid til rådighed i en by, som nærmest tigger om, at man bliver lidt længere, må man vælge sine mål med omhu. Og her er Sa¬cré-Coeur med Montmartre et oplagt sted at besøge, fordi attraktionerne nærmest møder den besøgende på stribe.

Montmartre kommer af ordene Mont des Martyrs, som kan oversættes som martyrernes bjerg. Den historie kommer man tættere på ved Chapelle du Martyre.
Har man ikke noget i mod at gå op ad bakke, kan man begynde vandringen mod Sacré-Coeur ved at stå af ved metroen Pigalle og besøge kirken, som er opført, hvor der tidligere lå et klosterkapel.
Det var her, Paris’første biskop, Saint Denis, blev hals¬hugget i år 250 efter Kristus. I krypten til det oprindelige kapel aflagde Ignatius af Loyola i 1534 (1491-1556) sine løfter, som førte til oprettel-sen af den indflydelsesrige jesuitterorden.

Vil man skåne benene, kan man også vælge at tage metroen til Abbesses. Når man står af metroen, er man ved en af Montmartres attraktioner: sporene af art noveau.
Stationen med det grønne smedejern og de gule lamper et holdt i art noveau-stil og er en af de få metroer i byen i art noveau-stil. Lige ved stationen ligger en lille kirke, som også er berømt for art noveau-udsmykningen: Saint-Jean de Montmartre.
Fra Place des Abbesses begynder opstigningen til Sacré-Coeur, og man fyldes af indtryk. Der er lidt landsby over denne bydel.
Det mærker man for eksempel hos boghandleren nær Place des Abbesses, hvor boghandlere taler indgående med stamkunderne.
At bydelen også tiltrækker turister i hobetal, minder de mange souvenirbutikker om, men der et til alt held mange små stræder, hvor man kan være på afstand af de anmassende souvenirboder og ivrige portrætmalere.
Vinter er lavsæson i Paris, men når man som Sacré-Coeur er en af Frankrigs mest besegte attraktioner, så findes der ikke noget som stille dage. Trængslen på vejen hen mod kirken er som Strø-get i København, når jule¬handlen topper. Kirken nærmest kalder på besøgende.
For at forstå lidt af historien bag det, som i dag et en malerisk turistattraktion og samtidig et mål for valfartende, skal man forestille sig et belejret Paris.

Andreas Rude beskriver i bogen “Troen går til Paris” historien bag kirken.
I december 1870, da Frankrig havde tabt krigen mod Prøjsen, svor den velhavende parisiske forretningsmand Legentil, at hvis Frankrig blev frelst, ville han sørge for, at det blev rejst en kirke til ære for Jesu hjerte.
Visionen delte han med kunsthistorikeren Fleury, og de lavede en bevægelse, som gennem en national indsamling rejste 40 millioner franc til opførelsen af kirken, ligesom de fik den kirkelige øv-righed med på ideen.
At kirken skulle opføres på højen i Montmartre, knyttede an til stedets historie. Det var her på højen, gallernes druider samledes, og her, romerne havde bygget templer til Mars og Merkur, og også her, at Saint Denis og andre kristne martyrer var blevet slået ihjel. Tanken var, at kirken skulle kobles til den fjerne fortids aura og hellighed og kalde franskmændene tilbage til kirken.

Når man træder ind i kirken, og den store dør lukker dagslyset ude, så er det som at komme til et andet Paris med en særlig fortættet stemning. Her er trængsel, men folk bevæger sig i stilhed rundt i kir-ken, og mange tender et lys.
En euro for et lille og fem euro for et stort lys, og afsæt¬ningen på lysene er enorm, så ved flere af altrene står der stabler af store bakker med lys. Sacré-Coeur er i særlig grad forbundet med bøn. Længe inden kirken bliv indviet i 1919, begyndte man her at bede alle døgnets timer, og der er nu blevet bedt i 127 år i kirken. Midt i kirken kan man tage plads og være med i bønnen ved det indviede nadverbrød i en såkaldt monstrans.
Man kan også vælge at tage plads på en af bænkene og beundre den 475 kvadratmeter store byzantinske Kristusmosaik, hvor netop det hellige hjerte et fremhævet.

Jesu hjerte er et symbol på den guddommelige kærlighed, som ofrer sig for menneskenes frelse. Året rundt kommer der mennesker til kirken for at være med i bønnen, og de bruger opholdet i Sacré-Coeur som en retræte. Pilgrimme kan booke sig ind på gæstehuset Ephrem, hvor prisen for en overnatning i et af de 62 værelser nærmest er symbolsk.
Man betaler mindre end 200 kroner for en overnatning, men man skal bestille plads på forhånd.
Når man går rundt i kirken, møder man også de benediktinske nonner, som driver gæstehjemmet og organiserer den evige bøn.
Søstrene har et lille kontor i kirken og står til rådighed for en samtale. Ved det lille kon¬tor kan man finde en folder, som fortaller om den uafbrudte bøns betydning. Bønnen i det parisiske vartegn er et signal om håb.
“Når en besøgende ser kuplen på basilikaen, kan han sige: ‘Deroppe er Herren nær. Deroppe er der nogen som beder for mig,”’ hedder det blandt andet i folderen.
Med den stukket i lommen blev målet nået, og en del af Paris kom tæt på.
En både blid og smuk omstilling til storbyens puls opnår man, hvis man tager de mange trin ned fra Montmartre og går gennem Square Willette med dens pompøse haveanlæg med faldende terrasser og betagende katte, som færdes med elegance her på kanten af martyrernes bjerg.