Een kerk gewijd aan het heilig hart van Jezus

Den katolske Kirkes katekismus om tilbedelse:

Eftersom Kristus i sin synlige skikkelse skulle forlade sine egne, ville Han skænke os sit sakramentale nærvær; eftersom han skulle ofre sig på korset for at frelse os, ville Han, at vi skulle have ihukommelsen af den kærlighed hvormed Han elskede os “indtil det sidste” (Joh. l3, 1), ja, lige til at give sit liv. I sit sakramentale nærvær forbliver Han på hemmelighedsfuld vis midt iblandt os som den, der elskede os og gav sig selv hen for os, og Han forbliver det under de tegn, der udtrykker og formidler denne kærlighed. (1380 KKK)

Derfor hedder kirken Sacré Coeur

På mosaikken i kirkens kor fremviser Jesus sit hjerte (fransk: coeur) omgivet af flammer som symbol på sin uendelige kærlighed til menneskene. Dyrkelsen af Jesu Hjerte går tilbage til Marguerite-Marie Alacoque, der havde talrige visioner af Jesu Hjerte fra 1663 til sin død i 1690. I løbet af det 18. århundrede udvikler Jesu Hjerte kulten sig i Frankrig, hvorfra den spredes til andre lande. Den store mosaik i kirkens kor er omgivet af inskriptionen: Christo ejusque sanctissimo Cordi Gallia poenitens et devota (helliget Jesus og hans højhellige hjerte af det bodfærdige og fromme Gallien). Teksten indikerer, at Gallien — ofte kaldet Kirkens ældeste datter — vil indvie sig til Jesu hjerte efter svigt og frafald. Teologisk set er der en tæt forbindelse mellem hjertet som det fysiske udtryk for Jesu kærlighed og tanken om, at Jesus konkret er til stede under brødets skikkelse.

Het heilig hart van Jezus in evangelie

Da soldaterne havde korsfestet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: ”Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem d¬er skal have den.” For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine kleder mellem sig,de kastede lod om min klædning.
Det gjorde soldaterne altså.

(Joh. 19, 23-24)

Da de kom til Jesus og så, et han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro - og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: ”Ingen af hans knogler må blive knust.” Og atter et andet skriftord siger: ”De skal se hen til ham, de har gennemboret.”

(Joh. 19, 34-37)

Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kom¬me til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste... Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød... Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

(Joh. 6, 35...51)